Sejlerweekend med optisterne
Ida Haargaard
Otte juniorsejlere og to trænere mødte lørdag eftermiddag på bådebroen, men ikke en vind rørte sig. Alligevel riggede vi to laserjoller til og satte Rubberduck i vandet. Efter en hyggelig og meget stille sejltur kom resten af holdet, og så blev der hentet to torm-kajakker, som vi tog med ud sammen med laserne.
Da vi kom ind til havnen igen, grillede vi pølser og pølsebrød til aftensmad. Til dessert var der is, som pigerne hentede på tanken. Godt mætte gik vi alle op klubhuset for at se en sejlerfilm. Det varede dog ikke længe, inden filmen blev skiftet ud med en meget sjovere og langt bedre film, nemlig " Fartstriber". Og så var der slik og bolsjer.
Efter filmen - da det var blevet helt mørkt - tog vi lommelygterne frem og sejlede ud i de to lasere og to kajakker og uden at sejle ind i hinanden. Da vi kom tilbage fra en spændende og meget mørk sejltur, blev bådene hurtigt rigget af, og vi gik direkte ind for at tænde den næste gode film. Godt nok var det kun nogle af de ældste, der holdt sig vågne og så filmen færdig til kl. halv to om natten. De fleste andre var faldet i søvn i soveposerne.
Næste dag efter en hurtig morgenmad blev laserjollerne og to Zoom8-joller rigget til. Der var kommet lidt mere vind, men ikke meget. Det var ret tåget, men i løbet af dagen kom solen frem. Vi sejlede "tur", og da vi nåede frem til en lille "stand", lagde vi til og spiste frokost. Da vi skulle tilbage igen, var vinden stort set forsvundet, og en af laserne sakkede langt bagud - den med pigerne. Dette var de dog i sidste ende glade for, da de blev trukket i fuld fart tilbage til havnen af Rubberduck. Godt tilbage igen holdt vi et lille kajak-ræs, og så sejlede vi også lidt rundt i kajakkerne. Det endte selvfølgelig med, at pigerne hoppede i vandet og væltede drengenes kajak. Det var smadder skægt.
Det var en helt vild god lejr, og vi håber alle, at der bliver holdt en sejlerweekend igen.